Mathias' start på livet

I uge 20 var tallene steget nok til at lægerne ville scanne, og tage fostervands prøver. Det var ikke sjovt, men det beroligede os, indtil 3 uger før termin, der ville lægerne have fødslen sat igang, da tallene var ved at være for høje. Hvis vi ventede kunne vi risikere at barnet skulle have skiftet blod efter fødslen, Da antistofferne nedbryder barnets blod.

Torsdag D. 2/8 blev vi ringet op fra Skejby sygehus. Næste dag klokken 11 skulle vi komme og føde. Fødslen skulle foregå i Skejby, fordi de var rustet til sådan nogle specielle tilfælde.

D. 3/8 blev fostervandet taget klokken 11. Ca. klokken 14 kom der veer, og Mathias blev født klokken 16.50. Det gik godt indtil lige før han kom ud. Da kunne jordemoderen pludselig ikke høre ham, han skulle bare ud i en fart. Da han kom ud gav de ham ilt for at få ham i gang med at trække vejret selv, og det gik også godt. Men det varede ikke længe før han begyndte at "knirke", det var nogle grimme lyde som kom fra halsen, så vi kom hurtigt på neonatal-afdelingen. Knirkelydene kom fordi han naturligt forsøgte at udvide sin lungekapacitet, som åbenbart ikke var god nok, så han tog luft ned i lungerne, og holdt igen da luften skulle ud igen, for at blæse lungerne op.

Han klarede det ikke ret godt, og lægerne havde en svær opgave med at ilte ham nok, for at holde ham i live. Det var med håndkræft, for respiratoren kunne ikke klare opgaven. Kl. 2 om natten blev vi anbefalet at få ham nøddøbt, da de ikke ville garantere for at han ville overleve, han blev døbt en halv time senere.

Ca. klokken 5 kom lægen og fortalte at der måske ville være en chance for at han kunne overleve, hvis han kom i ecmo-behandling. Det er en hjerte lunge maskine, som tager blod ud, ilter det og pumper det ind igen. På den måde kunne hans hjerte og lunger blive sat på lavt blus, og forhåbentligt komme sig. På dette tidspunkt var der ingen som vidste hvad han fejlede, men man var gået igang med at behandle ham med antibiotika, da man havde en mistanke om at det kunne være en bakterie som havde sat sig på lungerne under fødslen, og måske skulle han bare have tid til at det begyndte at virke.

Der er kun en ecmo-maskine i Danmark, og den er på Rigshospitalet, så vi skulle til København. Selve turen ville være meget risikabel, men uden ville han ikke kunne overleve. Ca. klokken 9 landede vi i fælledparken. Det var en af de mest rørende oplevelser i vores liv, hele det apparat, som var sat i gang, for at redde vores lille søn. Der var politi, brandbiler og ambulancer for at spærre af, så vi kunne lande. Vi kunne kun sidde og tude imens han blev transporteret over i ambulancen, og imens var der masser af folk, som syntes at det var spændende at kigge på. Folk som var ude at gå tur med deres hunde eller børn, de fik vist en oplevelse ud af det.

Med det samme han kom ind på neonatal afdelingen blev hans hjerne målt, for at se om den havde taget skade, for så ville man ikke starte en ecmo-bahandling, hvis han alligevel ikke kunne have et liv bagefter. Men alt så heldigvis godt og fornuftigt ud, så lægerne bestemte sig for at påbegynde behandlingen hurtigst muligt. Vi fik at vide at han skulle have nogle kanyler opereret ind i halsen. Det lød jo meget harmløst, men det var et meget ubehageligt syn, da vi endelig efter et godt stykke tid fik lov til at komme ind til ham igen. Alle de maskiner, alt det medicin, og så de to meget røde slanger som gik ind i halsen på ham. Man turde slet ikke tro på at det kunne gå godt, det var meget svært at bevare troen på at vi ville få ham med hjem i live, men nu kunne vi bare vente.....

Jeg vil ikke skrive om alt det andet behandling: respirator, c-pap og alle de slags medicin han fik, for så skulle jeg skrive i en hel uge. Vi fik at vide at der kunne gå ca. 10-14 dage, før man måske kunne se om der var bedring, hvis han overhovedet kunne komme sig, for intet var sikkert, da det kunne være at hans lunger simpelthen ikke virkede eller ikke var store nok.

Det var nogle lange dage, og man vænnede sig efterhånden til alle bip lydene fra medicin doserings maskinerne og ecmo maskinen

Efter fire dage bestemte lægerne sig for at prøve om han var ved at komme sig. Det skulle foregå ved at skrue ecmo'en ned på halvt blus, og så se om han selv kunne hjælpe til med at trække vejret. Det ville være et vigtigt tegn på om han var i bedring eller om hans tilstand var uændret. Det var næsten en knald eller fald dag, da vi gik til den test, og vi var meget nervøse. De skruede langsomt ned for ecmoen, og holdt nøje øje med om han iltede sit blod godt nok selv. Det gik godt, han klarede det rigtigt godt. I ca. et par timer fik han lov til selv at hjælpe med til at ilte sit blod, så prøvede de at tage ecmo'en helt fra. Men det duede ikke, da dykkede tallene hurtigt, så han kom på ecmo'en igen, men den aften gik vi i seng, og turde for første gang rigtigt tro på at han ville blive rask.

Tre dage senere, da Mathias var 8 dage gammel, ville man igen prøve at tage ecmo'en fra. Det startede lige så godt som første gang. Maskinen blev sat på halv styrke, og kørte sådan i et stykke tid. Mathias klarede det godt, og efter 2-3 timers ventetid satte de ecmo'en på stand-by. Det er en funktion, så maskinen kan sættes hurtigt til igen, hvis det ikke går som man håber. Nu trak han for første gang vejret selv, uden anden hjælp, end lidt ilt. Efter fem timer blev ecmo'en koblet helt fra, og vi vidste endelig at han ville blive rask.

Der blev aldrig fundet en bakterie hos ham, som man kunne sætte i forbindelse med denne sygdom, men ved en podning, blev der fundet en streptokok bakterie hos moren, som lægerne tror er synderen, men de er ikke helt sikre.

Fire dage efter ecmo behandlingen var afsluttet, blev vi overført til Randers sygehus. For man ville gerne lige se at amningen kom ordentligt igang, og at han vågnede ordentligt op efter de store mængder medicin han havde fået. Efter en uge i Randers blev han udskrevet.

Det har været en utrolig grim oplevelse at komme igennem for os alle, men vi har været heldige at få masser af støtte og besøg af vores familie, venner og kolleger.

Uden den kæmpe indsats som læger og sygeplejersker, på Skejby sygehus , udførte den nat fra den 3-4/8 2001, og indsatsen fra helikopter og ambulance folk d 4/8, var Mathias aldrig nået til Rigshospitalet. Sammen med dem og de to fra rigshospitalet som var med i helikopteren, reddede en fantastisk dygtig neonatal afdeling på Rigshospitalet vores søns liv.

Det er underligt, for her efter 8 måneder, hvor det er kommet lidt på afstand, kan man godt blive overrasket over, at man pludselig sidder og får tårer i øjnene. Men det er af glæde over at vi har ham, for vi har vist været heldige. Vi var på Skejby sygehus da han blev født, pga. antistofferne, og dem har vi slet ikke mærket noget til. Uden dem skulle han have været født på Randers sygehus, og så skulle han have været flyttet en gang ekstra, til Skejby, og senere derfra til Rigshospitalet. Hvordan var det mon gået???

Tak til alle som hjalp os i den svære tid. Familie, venner, kolleger, læger, sygeplejersker m.fl.